Path: senator-bedfellow.mit.edu!dreaderd!not-for-mail Message-ID: Supersedes: Expires: 18 Jun 2004 09:05:55 GMT X-Last-Updated: 2004/05/12 Organization: none Newsgroups: dk.kultur.sprog,news.answers Subject: OSS dk.kultur.sprog From: Peter Brandt Nielsen Followup-To: dk.kultur.sprog MIME-Version: 1.0 Content-Type: text/plain; charset=iso-8859-1 Content-Transfer-Encoding: 8bit Approved: news-answers-request@MIT.EDU X-Disclaimer: Approval for *.answers is based on form, not content Summary: Frequently asked questions in Danish language newsgroup Originator: faqserv@penguin-lust.MIT.EDU Date: 14 May 2004 09:07:24 GMT Lines: 839 NNTP-Posting-Host: penguin-lust.mit.edu X-Trace: 1084525644 senator-bedfellow.mit.edu 564 18.181.0.29 Xref: senator-bedfellow.mit.edu news.answers:271267 Archive-name: dk/sprog Posting-Frequency: every 3 weeks OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL I DK.KULTUR.SPROG Udgave pr. 12. maj 2004. Dette er en samling af ofte stillede spørgsmål med tilhørende svar i dk.kultur.sprog. Det er forsøgt at give svar som der er en vis enighed om i diskussionsgruppen, men svarene er altid givet ud fra forfatternes personlige synsvinkler. Alle er velkomne til at bidrage med rettelser og nye svar. Indholdet kan diskuteres i dk.kultur.sprog, mens konkrete ønsker om ændringer bør sendes direkte til vedligeholderen. Både web- og usenetudgave vedligeholdes af Peter Brandt Nielsen. Usenetudgaven udsendes hver tredje uge til dk.kultur.sprog og news.answers. Webudgaven kan findes på følgende adresse: http://www.usenet.dk/oss/dk.kultur.sprog/. Don't speak Danish? Read the English introduction found below. Bidragydere: Byrial Jensen (BJ) Bertel Lund Hansen (BLH) Esther Selig (ES) Henning Makholm (HM) Jens Brix Christiansen (JBC) Thomas Thorsen (TT) Peter Brandt Nielsen (PBN) INDHOLD Generelle spørgsmål - Hvad er gruppen beregnet til? (BJ) - Må man også snakke om andre sprog end dansk? (BJ) - Hvilke ordbøger henvises der til i gruppen? (BJ, PBN) - Hvilken lydskrift anvendes i gruppen? (PBN) (Ændret 2004-05-12) - Hvad er Fiduso? (PBN) - Nogle siger "navneord", andre "substantiv". Hvad er forskellen? (BJ) - Hvad er en sætning? (BJ) - Hvor kan jeg automatisk få oversat tekst fra et sprog til et andet? (PBN) - What is dk.kultur.sprog and how can I use it? (PBN) Spørgsmål om dansk: kommaer - Hvilke slags kommaer findes der? (BJ) - Hvilken slags komma bør jeg bruge? (BJ) - Hvilken slags komma er brugt i denne OSS? (BJ) - Hvordan bruges det nye komma? (BJ) Spørgsmål om dansk: stedord m.v. - Hvad er forskellen på "som" og "der" i relativsætninger? (BJ) - Hvad er forskellen på "nogen" og "nogle"? (BJ) - Hedder det "dem" eller "de"? (BJ) - Hedder det "hans", "hendes" eller "sin"? (BJ) Spørgsmål om dansk: forskelligt - Nogle forkortelser skrives med småt, andre med stort. Hvordan er reglerne? (PBN) - Hedder det "ad" eller "af"? (BLH) - Hedder det "og" eller "at"? (HM) - Hedder det "i sommer" eller "i sommers"? (JBC) - Hedder det "i" eller "på" Grønland? (TT) - Hvad er det længste danske ord? (PBN) - Hvad er et pendulord? (ES, PBN) GENERELLE SPØRGSMÅL Hvad er gruppen beregnet til? Gruppen blev oprettet i starten af 1997 med følgende fundats (http://usenet.dk/cgi/grupper.pl?gruppe=dk.kultur.sprog&id=0167): Formålet med gruppen er diskussion af sprog. Dette omfatter: - Alle aspekter af det danske sprog. Fx sprogrigtighed, sprogrøgt, god og dårlig stil, dialekter, sociolekter, udvikling, historie, grammatik, fonetik, semantik. - Andre sprog og deres relationer til dansk. Fx sprogundervisning, fremmedsprog, sprogenes påvirkning af hinanden, internationale sprog, kunstsprog. - Dansk og international sprogpolitik. Fx lovgivning vedr. sprog, valg af sprog i internationale organisationer som EU og FN. - Oversættersoftware, grammatikmoduler til tekstbehandlere etc. Gruppens debatter skal føres på et sagligt plan. Specielt må man ikke sammenblande argumenter mod indholdet af en meddebattørs artikel med kritik af sprogbrug eller lignende. Citater af sprogbrug må aldrig bruges til at nedgøre den eller de citerede personer. Må man også snakke om andre sprog end dansk? Ja, alle sprog er velkomne emner. Dog kun sprog i den normale betydning af ordet. Diskussion af matematiske og datalogiske sprog, herunder programmeringssprog, henvises til dk.videnskab- og dk.edb-hierarkierne. "dk"-leddet i gruppenavnet betyder at det er en dansk diskussions- gruppe hvor de fleste indlæg er på dansk, men siger altså ikke noget om hvilke sprog der skal diskuteres. Diskussion vedrørende klassiske sprog (latin mv.) bør dog principielt ske i undergruppen dk.kultur.sprog.klassisk. Den gruppe er dog desværre i praksis død hvorfor diskussion om klassiske sprog alligevel accepteres i dk.kultur.sprog. Jeg vil dog gerne opfordre til at disse diskussioner forsøges flyttet til den rigtige gruppe. Hvilke ordbøger henvises der til i gruppen? - Retskrivningsordbogen (RO): Retskrivningsordbogen udgives af Dansk Sprognævn. Den definerer hvad der er korrekt dansk. Regn med at der refereres til den nyeste udgave fra 2001 medmindre andet er nævnt. Andre udgaver er fra 1955, 1986 og 1996. Internetudgaven på http://www.dsn.dk/cgi-bin/ordbog/ronet kan bruges til søgning i bogens alfabetiske del, men indeholder ikke de medfølgende retskrivningsregler. - Nudansk Ordbog (NDO): Populær ordbog med ordforklaringer fra Politikens forlag. Der er mange forskellige udgaver. - Den Danske Netordbog (NO): Nudansk opslagsværk på internettet: http://netordbog.asb.dk/, udarbejdet af Center for Leksikografi i Århus. Inkluderer ordklasse- og bøjningsoplysninger, sammensætninger, faste udtryk m.v. - Otto Kalkar: Otto Kalkars Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700) blev udgivet 1881-1907 i 5 bind, hvoraf fire er tilgængelige på internettet: http://www.hist.uib.no/kalkar/. - Ordbog over det Danske Sprog (ODS): Den største danske ordbog som findes. Den blev udgivet i årene 1918 - 1955 og kan købes i 28 bind plus fem supplementsbind fra Gyldendal. Den dækker det danske sprog i perioden ca. 1700-1955. - Den Danske Ordbog: Ny seksbinds ordbog over nutidsdansk fra 1955 til i dag, som udgives af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i 2002-2003. Dens tekstkorpus kan downloades: http://www.dsl.dk/. - Dansk Ordbog for Folket (DOF): Udgivet i to bind i 1907 og 1914. - Svenska Akademiens ordbok (SAOB): Stor ordbog over det svenske sprog fra 1500-tallet til i dag. Størstedelen er tilgængelig på internettet: http://g3.spraakdata.gu.se/saob/. - Den Store Danske Encyklopædi (SDE): Danmarks nye national- leksikon, Gyldendal. - Bevingede Ord: Ordbog over faste udtryk og talemåder skrevet af T. Vogel-Jørgensen og udgivet af Gad. - Håndbog i nudansk (HiN): Populær håndbog om grammatik og praktisk sprogbrug fra Politikens Forlag. - Nye ord: Pia Jarvads bog om nye ord i det danske sprog fra 1955 og fremefter, udgivet af Gyldendal. - Merriam-Webster: Merriam-Websters Collegiate Dictionary, som er tilgængelig på internettet: http://www.m-w.com/. Hvilken lydskrift anvendes i gruppen? Der findes mange forskellige lydskriftstandarder, og der har således været anvendt forskellige måder at angive udtaler på i gruppen. Siden maj 2002 kan vi pege på et bestemt system, som med fordel kan anvendes som fælles standard. Systemet er udarbejdet af Thomas Thorsen og diskuteret i gruppen. En oversigt kan findes her: http://gyros.dk/usenet/dks/lydskrift.html. Hvad er Fiduso? Fiduso er en sprogforening, som i 1999 blev dannet af skribenter i dk.kultur.sprog. Fiduso og dens hjemmeside (http://fiduso.dk) fokuserede fra starten på orddelingsfejl og fejl med apostrof i genitiver, men har siden udvidet sit område. Der har været forskellige udlægninger af, hvad navneforkortelsen står for, men den gældende er "Folkefronten af Intelligente Danskere for Udbredelse af Sproglig Omhu". Sommetider er der diskussioner om fidusoanliggender i dk.kultur.sprog. Nogle siger "navneord", andre "substantiv". Hvad er forskellen? De fleste grammatiske betegnelser findes i 2 former på dansk: - Som latinske fremmedord: substantiv, verbum, nominativ, præsens, pronomen etc. - Som helt fordanskede ord: navneord, udsagnsord, nævnefald, nutid, stedord osv. De latinske former har den fordel at være internationale og ligne de tilsvarende former på mange andre, især europæiske sprog. De fordanskede ord er til gengæld nemmere at lære og huske da de er opbygget af danske ord og begreber. Men det giver praktiske problemer at have 2 sæt ord i brug for de samme begreber fordi det: - giver ekstra arbejde at lære begge former eller - manglende forståelse hvis man kun kender én af formerne og støder på den modsatte form. For at komme forvirringen til livs har Dansk Sprognævn i samarbejde med Dansklærerforeningen udgivet et hæfte, Grammatisk talt, med deres anbefalinger af hvilke betegnelser der bør bruges. (Dansk Sprognævn: Grammatisk talt. Anbefalede sproglige betegnelser. Redigeret af Henrik Galberg Jacobsen. Dansklærer- foreningen 1996. Dansk Sprognævns skrifter 24, samt http://www.dsn.dk/gramtalt.htm). De latinske former har overvægt blandt anbefalingerne, deriblandt alle de latinske ord fra eksemplet ovenfor. Dette har også betydet en drastisk ændring af terminologien i RO fra 1986 til 1996. Hvor der i denne OSS er brugt en anden form end den af Sprog- nævnet anbefalede, nævnes normalt også den anbefalede form i parentes. Hvad er en sætning? En sætning er en grundlæggende enhed i tekster. Den består normalt af et udsagnsled (verbal), et grundled (subjekt) og et antal andre led. Man skelner imellem: - ledsætninger som indgår som et led i en anden sætning, og - helsætninger som står alene. Det er tit vigtigt at kunne se hvilken sætningstype der er tale om for fx at kunne sætte grammatisk baserede kommaer korrekt. På nogle sprog (heriblandt dansk) er de to slags sætninger opbygget forskelligt idet der er forskellige krav til rækkefølgen af de enkelte sætningsled. Dette kan - af indfødte talere af sproget - bruges som en hjælp til sætningsanalysen. Her er et eksempel: [1] Hvis du kender ham, skal du sige til. [2] Du skal sige til hvis du kender ham. Der er i begge tilfælde en helsætning som indeholder en ledsætning ("hvis du kender ham") som et adverbialled. Nogle vil måske efter at fundet de 2 sætningers udsagnsled ("kender" og "skal") være i tvivl om hvilket af dem som tilhører ledsætningen. Så kan man udnytte et implicit kendskab til de danske ledstillingsregler ved at indskyde et "ikke" i begge sætninger: [1a] Hvis du ikke kender ham, skal du ikke sige til. [2a] Du skal ikke sige til hvis du ikke kender ham. Det gælder nemlig på dansk (men med enkelte undtagelser!) at centrale adverbialer (og herunder altid "ikke") kommer efter udsagnsleddet i helsætninger, men før udsagnsleddet i ledsætninger. Derved kan man se at "hvis du kender ham" i begge tilfælde er ledsætningen, hvorfor der skal være komma efter "de nye kommaregler" i eksempel 1, men ikke i eksempel 2. Hvor kan jeg automatisk få oversat tekst fra et sprog til et andet? Mange steder på internettet kan man finde automatiske oversætter- værktøjer, der mener at kunne oversætte tekst fra et sprog til et andet, f.eks. Altavista Babelfish. Disse kan være nyttige værktøjer, hvis man blot har brug for at forstå det grundlæggende indhold af en tekst, men ofte er resultatet af maskinarbejdet både komisk og svært forståeligt. Til større oversættelsesopgaver erstatter de automatiske værktøjer derfor ikke den professionelle hjælp fra en oversætter. What is dk.kultur.sprog and how can I use it? Dk.kultur.sprog is a Usenet newsgroup concerned with the topic of language. Everyone is invited to join in the discussions and any language-related topic is welcome. Located in the Danish dk.* hierarchy, the group is naturally dominated by messages in Danish, and the Danish language is one of the main areas of interest of the group. However, contributions and questions in other languages are welcome and will usually be answered if understood, and discussions about foreign and international languages are equally on-topic. This document is a FAQ - a list of frequently asked questions in the newsgroup. OSS is the Danish translation of FAQ: Ofte stillede spørgsmål. Standard Usenet and dk.* hierarchy rules and netiquette apply. SPØRGSMÅL OM DANSK: KOMMAER Hvilke slags kommaer findes der? Indtil 1996 var der 2 sideordnede officielle kommasystemer: grammatisk komma og pausekomma. Dette blev lavet om i 2. udgave af Retskrivningsordbogen (RO) i 1996. Den indførte nemlig et nyt kommasystem, det nye komma, som i så lige høj grad som det traditionelle grammatiske komma er baseret på en grammatisk analyse af teksten. Dansk Sprognævn anbefaler at man følger de nye komma- regler, men det er stadigvæk korrekt retskrivning at bruge det traditionelle grammatiske komma som Sprognævnet nu blot kalder det traditionelle komma. Pausekommaet er derimod ikke længere korrekt dansk retskrivning. Den væsentligste forskel på de 3 systemer er i praksis hvordan der sættes kommaer i forbindelser med ledsætninger: - Det traditionelle komma alias grammatisk komma: Der er normal komma både før og efter ledsætninger. - Det nye komma: Der er komma efter, men ikke før, ledsætninger. - Pausekomma: Der er kun i særlige tilfælde kommaer ved ledsætninger. Hvilken slags komma bør jeg bruge? Det har ikke nogen særlig betydning. Mit råd er: Kig på de forskellige muligheder, vælg et kommasystem som du har det godt med, og forsøg at bruge det nogenlunde konsekvent. Jeg har valgt det nye komma. Sprognævnet anbefaler som sagt i forrige svar det nye komma, men at de heller ikke opfatter kommateringen som særlig vigtig, ses af dette afsnit fra RO (§ 45): "Konsekvent placerede kommaer er en støtte for læseren, men har sjældent afgørende betydning for forståelsen. Kommareglerne skal ikke opfattes som ufravigelige krav og påbud, men først og fremmest som en række råd og anbefalinger som det er hensigts- mæssigt at følge." Hvilken slags komma er brugt i denne OSS? Ikke nogen bestemt slags. Svarene er skrevet med den slags kommaer som de enkelte forfattere foretrækker. Hvordan bruges det nye komma? De nye kommaregler bygger, ligesom de traditionelle kommaregler, på en grammatisk analyse med sætningen - med grundled (subjekt) og udsagnsled (verbal) - som det grundlæggende. Man skal altså kunne "sætte kryds og bolle", men også andre ting har betydning. Her er et resume af reglerne i RO (§ 46 - 54). 1. Opremsningskomma (§ 46): der sættes komma mellem side- ordnede led som ikke forbundet med bindeord (konjunktion): [1] Mine børn hedder Peter, Trine, Hans og Grete. 2. Komma foran men (§ 37): Der skal være komma (eller et andet tegn, fx semikolon) foran "men": [2] Bogen er kort, men god. 3. Selvstændige sætningsdele (§ 48): Ord og sætningsdele som står med en vis selvstændighed, ofte ligesom uden for sætningen, afgrænses med kommaer: [3] Peter, nu kommer du vel ikke, endnu engang, for sent i morgen, vel? 4. Tydeliggørelse (§ 50): Man kan eventuelt sætte komma for at tydeliggøre meningen: [4] Han sov, lidt før middagen. [5] Han sov lidt, før middagen. 5. Helsætninger (§ 51): Der sættes komma imellem helsætninger hvis der ikke er andet tegn (punktum eller semikolon): [6] Han kom for sent, og jeg kom for tidligt. 6. Ledsætninger (§ 52 - 53): Der sættes som hovedregel komma efter, men ikke før ledsætninger: [7] Den som kommer først til mølle, får først malet. [8] Jeg elsker at se på fuglene som kommer til foderbrættet jeg har sat op. Reglerne 1) til 5) er fælles for de nye og de traditionelle komma- regler, mens der efter de traditionelle kommaregler også skal komma foran en ledsætning: [9] Den, som kommer først til mølle, får først malet. [10] Jeg elsker at se på fuglene, som kommer til foderbrættet, jeg har sat op. SPØRGSMÅL OM DANSK: STEDORD M.V. Hvad er forskellen på "som" og "der" i relativsætninger? "Som" er et bindeord (konjunktion) som kan bruges eller udelades efter behag: [1] Hende som jeg elsker, kommer i aften. [2] Hende jeg elsker, kommer i aften. Men når "som" udgør grundleddet (subjektet) i relativsætningen, skal der altid indsættes et "der" som betegnes som et formelt grundled, i stedet for et udeladt "som": [3] Hende som elsker mig, kommer i aften. [4] Hende der elsker mig, kommer i aften. Hvad er forskellen på "nogen" og "nogle"? Noget (masseord), nogle (flertal) betegner er vis ubestemt mængde af noget. Det svarer til det engelske "some": [5] Husk at smøre noget solkrem på huden. [6] Jeg så nogle børn cykle forbi. Nogen (ental fælleskøn, og flertal), noget (ental intetkøn) betegner en ikke tom mængde af noget og er således det modsatte af "ingen"/- "intet". Det svarer til engelske "any". Denne form af ordet bruges normalt kun i spørgende, nægtende eller betingede sætninger: [7] Fik Danmark nogen mål i fodboldkampen imod Brasilien? [8] Jeg har ikke set noget barn i dag. [9] Jeg har ikke set nogen børn i dag. [10] Jeg ville købe mig en ny cykel hvis jeg havde nogen penge. Hedder det "dem" eller "de"? Mange er i tvivl om hvornår de skal bruge de såkaldte nominativ- former af de personlige stedord (personlige pronomener): jeg, du, hun, han, den, det, vi, I, de og hvornår akkusativformerne: mig, dig, hende, ham, den, det, os, jer, dem. Usikkerheden skyldes at der er to konkurrerende og indbyrdes modstridende normer at tage hensyn til: - Norm 1: Nominativformerne bruges til grundled (subjekt), mens akkusativformerne bruges i alle andre tilfælde. - Norm 2: Nominativformerne bruges til grundled hvor stedordet ikke nødvendigvis er trykstærkt, mens akkusativformen bruges til obligatorisk trykstærke grundled, samt alle andre led. Norm 1 er den oprindelige og bedst kendte, men norm 2 har lige så stille vundet indpas i sprogbrugen igennem mange år, og ender nok med at blive den dominerende. Det som giver problemer, er især: a. Grundled hvor et stedord efterfølges af en apposition eller et adled som fx en relativsætning: [11] Ham roden derhenne går nu. [12] Hende med det røde hår ser godt ud. [13] Dem som elsker solskin, har noget at glæde sig til. Se også eksemplerne 1-4. b. I rudimentære ledsætninger efter sammenligningsbindeordene "end" og "som": [14] Jeg har andre behov end dig. [15] Jeg er lige så høj som hende. Bemærk at eksempel 14 nu er tvetydigt, hvad det ikke altid har været! c. Grundled med "og": [16] Min kone og mig går tit i biografen. Norm 2 er nu dominerede i tilfældene a) og b), men med store variationer afhængig af sprogbrugeren, sætningstypen og situationen. Norm 2 er ikke alment accepteret i tilfælde c). I nogle tilfælde bruges nominativformerne hvor man skulle forvente akkusativformer: [17] Det glæder min kone og jeg at I kunne komme. [18] Det her er svært at forklare, også for vi der kan stoffet. Eksempler som disse opstår som hyperkorrektioner hvor den talende retter sig selv for at undgå fejl, men netop derved kommer til at lave fejl! Men sætninger som nr. 19 anses for helt korrekt: [19] Læreren roste de af børnene som kunne lektien. Jeg vil gætte på at det i sådanne tilfælde skyldes afsmitning fra: [20] Læreren roste de børn som kunne lektien. Her er "de" ikke et stedord (pronomen), men det bestemte kendeord (artikel), og derfor indiskutabelt. Hedder det "hans", "hendes" eller "sin"? Hovedreglen er at "sin" bruges til at referere til grundleddet (subjektet) i den aktuelle sætning hvis dette står i ental (singularis), og "hendes", "hans", "dens", "dets" eller "deres" bruges i alle andre tilfælde. [21] Manden tog sin hat. (Mandens hat) [22] Manden tog hans hat. (En andens hat) [23] Træerne taber deres blade hvert efterår. ("Træerne" er grundled, men står i flertal (pluralis). Derfor "deres"). "Sin" skal referere til hele grundleddet, en del af det er ikke nok: [24] Manden og hans familie kommer på besøg i dag. [25] Peter og børnene besøger hans familie i Vejle. "Sin" kan normalt ikke referere "ud af" sin sætning: [26] Konen så at manden tog sin hat. (Altid mandens hat, aldrig konens). Men nogle konstruktioner - især hvis de udtrykker en form for handling - som formelt set ikke er sætninger, kan i denne forbindelse blive betragtet som en slags skjulte sætninger. I sådanne tilfælde kan formuleringen som regel let ændres så den skjulte sætning kommer frem som en rigtig sætning. Der kan fx være tale om infinitiv-konstruktioner: [27] Han bad sekretæren bede sin kone om at ringe til sin mand. Her er der skjulte sætninger på flere niveauer: [27.1] Sekretæren skal bede ??? kone om at ringe til ??? mand. [27.2] Konen skal ringe til ??? mand. Derfor kan "sin kone" i eksempel 27 både betyde "hans kone" (referere til grundleddet i [27]) og "sekretærens kone" (referere til grundleddet i [27.1] . Og "sin mand" kan både betyde "hans mand" (referere til grundleddet i [27], "sekretærens mand" (referere til grundleddet i [27.1]) og "sin kones mand" (referere til grundleddet i [27.2]). Her er et andet eksempel på en skjult sætning med "sin": [28] En Nat så hun [...] Havkongen med sin Krone paa hovedet. (Fra H.C. Andersen: Den lille Havfrue). [28.1] Havkongen har sin krone på hovedet. SPØRGSMÅL OM DANSK: FORSKELLIGT Nogle forkortelser skrives med småt, andre med stort. Hvordan er reglerne? Initialforkortelser, der er proprier (egennavne), skrives som hovedregel med store bogstaver: EU, DSB, B.T., NATO. I de tilfælde, hvor forkortelsen kan udtales som et ord i stedet for hvert bogstav for sig, kan man også nøjes med stort begyndelsesbogstav: Nato. De mest almindelige af de initialforkortelser, der er appellativer (fællesnavne), skrives efter Retskrivningsordbogens regler med små bogstaver: cd, wc, pc, aids. Mange andre appellative forkortelser skrives med stort: ATP, MF, BNP, H.M. Dronning Margrethe. Endvidere skrives de fleste forkortelser, som har punktum, og som ikke er proprier, med små bogstaver: f.eks., bl.a., osv., hr. Hedder det "ad" eller "af"? Det kan være svært at skelne mellem "ad" og "af" fordi de to ord som regel udtales ens, nemlig blot /a/. Der er dog en betydnings- forskel, og derfor er det nødvendigt at kunne skelne på skrift. Problemet er dog ikke så stort som det i første omgang kan se ud til. Der er nemlig en forholdsvis enkel regel der klarer de fleste situationer: Hvis man bevæger sig væk fra noget som man har befundet sig i/på, hedder det "af". Hvis man bevæger sig langs med, gennem eller i retning mod noget, hedder det "ad". Man kan også tænke på at "af" ofte har noget med "fra" at gøre (bemærk f'erne), mens "ad" har noget med "via" at gøre. [1] Han gik først op ad stigen og så ned ad stigen igen. [2] Han kurede ad nedløbsrøret. (Op og ned via stigen/nedløbsrøret) [3] Hun faldt ned af (fra) stigen. [4] Han kravlede op af (fra) hullet. [5] Han kom ud af (fra) porten. (Han stod inde i porten) [6] Han kom ud ad (gennem) porten. [7] Drengen løb hen ad vejen. [8] Hun gik ikke af (fra) vejen for nogen. [9] Han tissede op ad et hegn. [10] Hun kravlede opad for at komme op af hullet. Ordene kan naturligvis også bruges i en sammenhæng med overført betydning, men det følger samme mønster: [11] Det går ad (mod) helvede til. [12] Du lærer det hen ad vejen. [13] Du må se at komme ud af (fra) din krise. Eksempler med næsten ens sætninger: [14] Hans hoved stak ud af (fra) vinduet. [15] Hans stak hovedet ud ad vinduet. [16] Toget kørte af sporet. (Ulykke!) [17] Toget kørte (hen)ad sporet. (Alt ok!) Der er andre tilfælde hvor det ikke er svært at skelne. Fra-betydningen af "af" er tydelig i de følgende eksempler: [18] Han delte gladeligt ud af sin viden. [19] Han tog af naboens æbler. "Ad" og "af" bruges også når man beskriver nogle følelses- reaktioner. Man bruger kun "af" når det beskriver årsagen: [20] Han græd af glæde. [21] Hun skummede af raseri. Før 1986 hed det kun "ad" når man beskrev målet for følelserne: [22] Hun grinede skånselsløst ad ham. [23] Han hvæsede til gengæld ad hende. I dag er det valgfrit om man vil bruge "ad" eller "af" i den slags sætninger. Det hænger sammen med at der ikke er noget skarpt skel mellem målet og årsagen. [24] Hun lo ad/af hundens spilopper. [25] Jeg kunne ikke lade være med at le ad/af ham. En pedantisk forskel som ikke kunne fungere i praktisk sprog, og som altså er ophævet i 1986: [26] Hun lo ad hans vittigheder. (Hun syntes at de var åndssvage) [27] Hun lo af hans vittigheder. (Hun syntes at de var morsomme) Hedder det "og" eller "at"? Først en kort oversigt over beslægtede konstruktioner, hvor skellet mellem "at" og "og" er aktuelt: 1. Jeg vil ud å spille skak. Jeg ville ud å spille skak. 2. Jeg tager ud å spiller skak. Jeg tog ud å spillede skak. 2a. Jeg tager ud å spille skak. Jeg tog ud å spille skak. 3. Jeg er ude å spille skak. Jeg var ude å spille skak. 4. Jeg sidder å spiller skak. Jeg sad å spillede skak. Eller mere systematisk: Formelt verbal Retningsadverbium Semantisk verbal ---------------------------------------------------------------- 1. modalverbum kort form infinitiv 2. "rejseverbum" kort form samme bøjning som det formelle 2a. "rejseverbum" kort form infinitiv 3. kopula lang form infinitiv 4. "tilstandsverbum" intet samme bøjning som det formelle Noter: (2a) lyder gammeldags for mig - jeg mistænker den for hovedsagelig at overleve som skriftlig form, mens mange der skriver (2a), har (2) i deres talesprog. (4) er ikke så nært beslægtet med de tre første som disse er indbyrdes, men jeg fornemmer alligevel en lighed. Nuvel, spørgsmålet er så: Hvordan skal man stave "å" i de forskellige former? Der er vist ikke tvivl om at den konservative norm, som man ikke kan gå i vandet ved at følge, er Brug "at" i konstruktionerne (1), (2a) og (3) hvor det semantiske verbal står i infinitiv, og "og" i konstruktionerne (2) og (4) hvor det semantiske verbal udviser kongruens med det formelle. Det fører til at der i visse situationer selv efter den konservative norm skal skrives "og" før infinitiv, memlig når hele molevitten i konstruktion (2) og (4) er i infinitiv: [28] Det er sjovt at tage ud og spille skak. [29] Han ville tage ud og spille skak. [30] Man bliver træt af at sidde og spille skak i timevis. I de første to situationer kan man også forsvare "at": [31] Det er sjovt at tage ud at spille skak. [32] Han ville tage ud at spille skak. ved at bruge konstruktion (2a). Men man bør nok sørge for at være konsekvent i valget mellem (2) og (2a) indenfor samme tekst, så "tage ud at spille skak" duer ikke sammen med "tog ud og spillede skak". Slut på vejledning til den forvirrede men forsigtigt anlagte sprogbruger. Nu kommer der et langt mere kontroversielt spørgsmål: Der er en klar tendens blandt "i øvrigt sikre sprogbrugere" til at skrive "og" også i de former hvor den konservative norm vil have "at". Er der en god grund til at fastholde den konservative norm, og derfor aktivt bekæmpe bevægelsen mod "og"? Jeg vil formode at folk der bevidst foretrækker konkstruktion (2a) frem for (2), også naturligt vil bruge den konservative norm og skrive "at" der. Det er der vistnok ingen der vil forbyde dem, så det der er uenighed om, er kun konstruktionerne (1) og (3) - bør det være tilladeligt at skrive "og" i dem? Det almindeligste argument mod "og" i (1) og (3) er at det ikke stemmer med den rolle "og" i øvrigt har i skriftsproget. Argumentet siger at "og"s rolle er at forbinde helheder "af samme slags" så den samlede helhed "X og Y" indgår i syntaksen på samme måde som en enkelt helhed af den pågældende "slags". Den rolle opfylder "og" tydeligvis ikke i "jeg vil ud og spille skak" hhv "jeg er ude og spille skak", så disse ordforbindelser må være forkerte. Eftersom den eneste anden måde at stave "å" på er "at", og eftersom "at" godt kan stå foran en infinitiv, må "at" være det rigtigte. Argumentet har den tilsyneladende styrke at det kan forklare hvorfor "og" er godt nok i (2) og (4): "tager ud" og "sidder" er begge to ting af samme slags som "spiller skak". Derfor er det fint at bruge "og" i disse sammenhænge. Efter min mening er det dog kun på et ret formelt plan at den analyse virker - det *føles* ikke som om at "tager ud" er sideordnet med "spiller skak", heller ikke selv om man foreslår at konstruktionen analyseres som en konstatering af at de to ting simpelthen sker i rækkefølge. Men det vigtigste modargument mod standardargumentet er at man på ganske tilsvarende vis kan argumentere for at "at" i (1) og (3) ikke stemmer med den rolle "at" har i skriftsproget. Hov, hvad er nu det for noget? Har vi ikke alle lært i skolen at "at" er det man kan sætte foran en infinitiv? Jo, men det er ikke hele historien om "at". Hvis man tager et frisk blik på "at"s funktion i sproget, kan man anlægge følgende analyse: "At" forekommer i to forskellige former. Den ene ("dass" på tysk; "(the fact) that" på engelsk) udtales [a] og indleder en bisætning med et subjekt og tidsbøjet verbum. (Dette "at" kan eller skal i visse sammenhænge underforstås efter temmelig subtile regler der udviser betydelig variation sprogbrugerne imellem, og som i øvrigt er ubetydlige nok til at de kan sætte gemytterne i næsten lige så store svinginger som kommaregler kan. Popquiz: Skal eller kan "at" udelades efter "efter"? Efter "fordi"?). Den anden form ("zu" på tysk, "to" eller "-ing" på engelsk) står foran en infinitiv, som efter behov kan udbygges med yderligere sætningsled indtil man har en bisætning hvor dog subjektet mangler og verbalet står i infinitiv. Sådanne ufuldstændige bisætninger tæller ikke som ledsætninger i dansk kommasætning, men de gør på tysk (hvilket er nok så praktisk i betragtning af at "zu" følger med verbet helt ned i bunden af bisætningen, så der bliver brug for en måde at markere dens start). Hvad er fællesnævneren for de to former af "at"? Det er at "at" er en *substantiverende partikel*. Begge former tager en (evt. ufuldstændig eller rudimentær) bisætning og forvandler den fra et selvstændigt udsagn til noget der kan indgå i en større sætning på en plads der ellers systematisk skulle udfyldes med noget "navneordsagtigt". Fx kan en at-konstruktion virke som subjekt: [33] At spille skak i dagevis bevirker træthed. [34] At regeringen alligevel overlevede, er dagens store nyhed. objekt: [35] Jeg kan ikke fordrage at spille skak med begyndere. [36] Politiken skriver at regeringen næppe vil overleve ugen ud. styrelse: [37] Der er skrevet tykke bøger om at spille skak. [38] Må jeg minde om at regeringen stadig har parlamentarisk flertal? [39] Efter at vinden er taget af, har situationen bedret sig. Et af de eneste steder i sproget hvor "at+blablabla" *ikke* indgår i en sammenhæng hvor det kan analyseres med en substantivistisk rolle, er netop i de "ud å se"-konstruktionerne (1), (2a) og (3). Man kan ikke sætte en anden slags substantivistisk led i stedet og stadig have en meningsfuld sætning: [40] *Jeg vil ud en skakturnering. [41] *Han er ude en skakturnering. Dette kan naturligvis ikke tages til indtægt for at "at" i disse situationer er *forkert* -- det er jo fuldstændig utvivlsomt at det er og længe har været accepteret at bruge "at" her, og så må enhvert forsøg på sproglig systematik vige for virkeligheden. Men det viser at *både* "at" og "og" i disse situationer vil være systembrud. Derfor kan man ikke afvise "og" alene fordi det er et systembrud. Personligt konkluderer jeg udfra disse argumenter at bevægelsen mod "og" i alle konstruktionerne (1)-(4) formentlig er uundgåelig og at den hverken vil skade sprogets kommunikationsbærende funktion eller dets indre systematik - tværtimod vil den systematiske sammenhæng blive styrket fordi "å" i alle konstruktionerne staves ens. Derfor mener jeg at man ikke bør at modsætte sig denne udvikling. Andre har naturligvis ret til at konkludere anderledes udfra de givne forhold. Bemærk endvidere at der ikke er enighed i gruppen om identifikationen af "at"s formelle funktion som substantiverende partikel. Hedder det "i sommer" eller "i sommers"? Det er ukorrekt at skrive "i sommers"; man skal skrive "i sommer". Der er mange der siger det alligevel, så en måde at beskrive graden af korrekthed på, er at det kun lige akkurat er ukorrekt. Dansk er en jungle hvad det angår. På denne liste er de ifølge Retskrivningsordbogen ukorrekte former markeret med stjerne: *i gårs i forgårs i aftes *i nats i morges i formiddags i middags i eftermiddags i torsdags *i vinters *i sommers *i fjors *i forårs *i efterårs S-formerne skyldes en gammel kasusendelse efter præpositionien "i" og kan derfor beskrives som originalformer, hvoraf nogle siden er blevet dømt ukorrekte i dansk. Hedder det "i" eller "på" Grønland? Hovedreglen er, at øer og øgrupper som er selvstændige eller har en vis selvstyrende status, har 'i', mens øvrige øer og øgrupper i almindelighed har 'på'. Hovedreglen kan imidlertid ikke anvendes konsekvent, og i mange tilfælde kan både 'i' og 'på' bruges idet ønavnet kan associeres med både 'det at være en ø eller øgruppe' og 'det at være en administrativ enhed'. I overensstemmelse med hovedreglen hævdes ofte at brug af 'på' i stedet for 'i' kan virke fornærmende. Dette er formodentlig korrekt i tilfældet Grønland. I Grønland anvendes næsten udelukkende 'i Grønland', mens begge former ses i Danmark. Anderledes kan 'på' nok ikke i samme omfang genere islændingene, idet man på islandsk siger 'á Íslandi'. Omvendt bruger vi på dansk næsten altid 'på Færøerne' selvom det på færøsk hedder 'í Føroyum'. Sprognævnet anser både 'i' og 'på' i forbindelse med Grønland og Island for korrekte. Østater og øgrupper hvis navn står i flertal, har normalt 'på': 'på Færøerne', 'på Maldiverne', 'på Marshalløerne', 'på Salomonøerne', 'på Seychellerne' - dog ses ofte 'i Filippinerne'. Ved en del østater bruges langt oftest 'på', selv om 'i' ikke kan anses for ukorrekt: 'på Malta', 'på Cypern', 'på Madagascar', 'på Jamaica', 'på Mauritius', 'på Barbados', 'på Bahamas'. Enkelte gange anvendes på og i omtrent lige ofte: 'på/i Cuba', 'på/i Grenada', 'på/i Sri Lanka', 'på/i Tonga', 'på/i Vanuatu'. Ved Taiwan er 'i' hyppigst, men 'på' forekommer ikke sjældent. Det hedder oftest 'i Irland' uanset om der tales om øen eller staten. 'På Haiti' er ligeså hyppig som 'i Haiti', selv om Haiti kun udgør en del af en ø. 'På New Zealand' kan bruges selv om New Zealand har to hovedøer, omend 'i New Zealand' er hyppigst. Østater og øgrupper som ved deres navn fremstår som stater, har ofte kun 'i': 'i Mikronesien', 'i Indonesien'. Der er mange lokale ejendommeligheder: Man kan kun bo 'i Nordsjælland' eller 'på Midtsjælland'. Derimod er der frit valg mellem at have hjemme 'i Sydsjælland' eller 'på Sydsjælland'. Hvad er det længste danske ord? Det giver ikke mening at tale om et ord, der skulle være længere end alle andre. Man kan som regel sammensætte "det længste ord" med et andet ord og dermed danne et nyt, længere ord. Det længste ord i Retskrivningsordbogen er "undervisningsdifferentiering" (28 bogstaver). Et eksempel på et langt ord, der angiveligt er anvendt til andet formål end at finde på lange ord, er: "speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode" (51). Hvad er et pendulord? Et pendulord er et ord, som optræder med to eller flere forskellige betydninger på samme tid i sproget. Her falder det ind under betegnelsen "homonymer" (ord med samme form, men forskellig betydning). Der vil ofte være tale om ord, der oprindelig har haft én betydning, som dele af befolkningen så stadig opfatter som den korrekte, og betydningerne vil ofte være modsatrettede. Pendulordet er også karakteriseret ved at brugeren kun kender og anvender ordet i en af betydningerne - hvorfor ordet kan give anledninger til misforståelser brugere imellem. Heraf opstår pendul- effekten - ordet svinger frem og tilbage mellem to betydninger på samme tid - og den ene betydning udelukker den anden betydning. Ordet kan ikke "være to steder på en gang". Et pendulord kendes også ved, at man ikke eller kun med vanskelighed kan gætte sig til ud fra konteksten, hvilken betydning ordet bruges i. Her adskiller pendulordet sig fra andre homonymer (fx "må" og "må", hvor betydningen "have lov til" eller "være nødt til" vil fremgå tydeligt af konteksten). Udover "pendulord" er udtrykkene "skizonym", "antagonym", "kontronym" og "dobbeltord" også blevet anvendt om fænomenet. Hverken terminologi eller definition ligger helt fast. OSS'ens liste over pendulord er ikke inkluderet i usenetudgaven på grund af dens længde. Læs i stedet webudgaven: http://www.usenet.dk/oss/dk.kultur.sprog/dansk.html#pendul